Alrune

(Mandragora officinarum)

Delvis hårdfør staude
Dødelig giftig medicinurtDødelig giftig medicinurtDødelig giftig medicinurtDødelig giftig medicinurt  Sol - halvskyggeSol - halvskygge  
Såtid: JFMAMJJASOND
Blomstring: JFMAMJJASOND
Høst: JFMAMJJASOND
10-30 cm  
Højde: 10-30 cm
10-30 cm  
Jord: Veldrænet sandholdig muld
1-12 måneder  
Spiretid: 1-12 måneder
15-20  
Spiretemperatur: 15-20°
Stratificering (kuldebehandling)
Stratificering

Etymologi

Almindelig Alrune (Mandragora officinarum) er også kendt under navnene alrunerod eller galgeurt.

Alrune kommer fra ordet "rune" - som betyder hemmelig.

Det latinske navn er sikker en oversættelser fra sankrit af ordene "Mandros" og "Agora". Betydningen er henholdvis "sove" og "stof" - altså sovestof.

Der er flere andre fantasifulde fortolkninger af navnet.

Det latinske officinarum, er en anden form af ordet officinale. Begge latinske betegnelser for lægeurter.

Botanisk beskrivelse

Alrune er en staude med op til 1,2 meter lange og ofte grenede pælerødder. Nogle rødder kan med lidt god vilje ligne et menneske.

Bladene vokser i en roset, og de gul-grønne til violette blomster skyder op i midten af rosetten fra slutningen af vinteren er fremme til først på sommeren. Blomsten er op til fem cm i diameter. Den blomstrer fra februar til marts måned. planten er selvbestøvende.

Efter frugtsætningen visner de overjordiske plantedele, for først at skyde frem næste forår.

Planten har små gule tomatlignende frugter. Her i landet har er det svært at få planten til at danne modne frø. Og planten skal dækkes eller opbevares frosfrit om vinteren. Den tåler kortvarrigt ned til femten minusgrader.

Forveksling

Når alrune blomstrer kan den vanskeligt forveksles med andre planter. Men bladrosetten kan til forveksling ligne bladrosetten fra hjulkrone, hvilket i flere tilfælde har forårsaget forgiftning.

Der findes to nære slægtninge til Mandragora officinarum:

  • Mandragora autumnalis blomster om efteråret og er lidt mindre end M. officinarum. Pga. af den mindre størrelse, kaldes M. autumnalis for den kvindelige alrune.
  • Mandragora turcomanica,  er meget sjælden og vokser kun i visse områder af Tyrkiet og Iran. Den har lidt større frugter end de andre to.

Biotop

Alrune vokser naturligt fra det østlige Middelhav til Himalaya.

Historie

Alrune er beskrevet i mange sammenhænge gennem tiden. Nogle forskere mener at planten er beskrevet i gamle egyptiske skrifter skrevet med hieroglyffer, hvilket dog bestrides af andre.

I bibelens gamle testamente, findes historien om at Reuben fandt alrune i hvedemarken. Interessant er det, at gamle jødiske fortællinger om Reuben fandt et dødt æsel som var tøjret til en alrune - den havde slidt sig ihjel i forsøg på at slippe fri. Denne gamle historie kan meget vel have været inspiration til de mange varianter af historien om hvordan man benytter et dyr til at trække alruneroden fri.

Alrune indgår som vigtig rekvisit i flere af William Shakespeares stykker. F.eks. i Macbeth, hvor alrune nævnes som årsagen til sindssyge.

I Harry Potterbøgerne optræder alrune jævnligt og når eleverne på Hogwards arbejder med alrunen, bærer de høreværn mod alrunerodens dødelige skrig. Også i LEGO spillene om Harry Potter indgår alrunen.

Der er skrevet bøger der kun handler om alrunen og dens rod. Harald Nielsen, som har skrevet flere bøger om urtemedicin, fik i 1950 udgivet bogen: Lægedom og sort magi i den mystiske alrune.

 

Myter og fortællinger

Tidligere blev Alrune betragtet som en kraftig trolddomsurt. I folketroen mente man, at planten voksede frem på galgebakker hvor uskyldige unge mænd var blevet hængt. Det hvor den hængtes kropsvæsker ramte jorden, ville alrunen vokse frem.

Alrunen var eftertragtet, fordi den gav lykke til ejeren, som kunne forvente at vinde i spil og kærlighed.

Når en alrune blev gravet op -hvilket skulle ske ved fuldmåne - udstødte den et skrig som ville få folk til at falde døde om. Derfor skulle man binde en sort hund eller en hane fast til planten. Inden alrunen blev trukke op skulle den vædes i menstruationsblod. Så skulle man gemme sig bag en busk. Når man hørte skriget var planten oppe. Dyret ville dø af skriget. Nogle mente at det var nødvendigt at spille på trompet, for ikke at høre skriget. Derefter skulle man kaste vievand i plantehullet, løbe hjem inden fanden fik fat i en.

Vel hjemme, skulle roden vaskes og pakkes i rent linned. Fremover gjalt det om at behandle alrunen med respekt da den ellers kunne forårsage ulykker. En alrune som ikke længere var lykkebringende, skulle sælges for et mindre beløb end den var erhvervet for.

Der er flere myter og historien om planten. F.eks. ville planten skrige efter natlige rejsende og saften fra roden indgik i heksenes flyvesalve.

Alrune blev brugt som medicin mod alle mulige sygdomme.

Alrune er nok den plante, der gennem historien har været omgærdet med mest mystik og overtro. Og historierne herover findes i mange forskellige mere eller mindre fantasifulde versioner.

Virksomme stoffer

Alle dele af planten er giftige.

Alrune har været brugt som medicin i mere en 2000 år. Den almindligste brug er dog knyttet til de drabelige og overtroiske historier, der er fortalt om planten. Nutidens herbalister anvender sjældent alrune i deres behandlinger.

Planten indeholder bl.a. hystocin og scopolamine. Planten kan være dødelig giftig da giftene kan lamme åndedrætssystemet.

Frisk eller tørret rod virker som et kraftigt hallucinogen og narkotika som skulle virke bevidsthedsudvidende. I antikken blev alrune brugt til bedøvelse ved operationer.

I nyere tid er planten brugt til behandling af gigt, melankoli, kramper og mani.

Tages stoffet i større doser, kan det fremkalde sindsyge og delirium.

Dyrkning

Frøene skal stratificeres inden de vil spires. Frøene sås i potter med sandblandet pottemuld sidst på vinteren eller i det tidligste forår. Temperaturen holdes omkring 15-20 grader i to til tre  uger, hvorefter potterne sættes i køleskabet tre uger. Derefter holdes temperaturen på 15-20 grader. Hvis ikke frøene er spiret efter et par måneder, gentages kuldebehandlingen.

Alternativt kan frøene så i potter om efteråret. Potterne skal stå udendørs eller i koldt drivhus, så de udsættes for vinteren og foråret temperatursvingninger.

Bedet hvor planterne skal gro, kan med fordel gøres lettere og bedre drænet ved at blande godt med grus i jorden.

De etablerede planter bør dækkes om vinteren, da alrune ikke tåler mere end ned til 15 graders frost.

3 Comments